Hvorfor skriver jeg om kærlighed?

Jeg har ikke skrevet så meget om det dér med kærlighed på det sidste, men det er nu mest fordi, at alt spiller.
Dengang jeg skrev mest om det var jeg enten ulykkelig, helt nyforelsket eller i grusom tvivl over mine kærligheds situation - måske skal jeg reposte et par stykker!? Det er sjovt at læse tilbage på.
Here it goes:
I forbindelse med min deltagelse i Deichmann kampagnen, blev jeg interviewet af Metroexpress.
Det var en utrolig sød ung pige, der stillede mig nogle spørgsmål - og pludselig kom ovenstående spørsmål. J
eg spurgte hende om jeg lige måtte vende tilbage, da jeg ikke kunne svare entydigt med det samme.
Da jeg åbnede bloggen, sad jeg i lang tid og brainstormede om hvad den skulle indeholde.
Jeg kom frem til en meget personlig vinkel - og (surprise, surprise) fylder kærlighed en del i mit liv.
Jeg er nok en af de piger, der har været lidt uheldig med mænd.
Nogle siger jeg har valgt de forkerte, jeg siger de forkerte har valgt mig ;)
Jeg tænkte, at når man har været igennem utroskab, forliste følelser, forelskelse i en fyr man absolut ikke skulle blive forelsket i og endnu flere skøre situationer - hvorfor så ikke dele ud af det?
Jeg bliver ofte spurgt om hvorfor i alverden jeg vil blotte mig så meget?
Jeg synes jo ikke, at jeg blotter mig.
Det er for mig helt naturligt at skrive det hele ned og reflektere over situationen - at jeg så deler det til allemands eje, kan diskuteres om er smart eller ej.
Jeg skriver om kærlighed, da jeg er i tvivl om hvad det egentlig er.
Hvad gør man med kærlighed? Hvad hvis den ikke er gengældt? Hvad hvis din kærlighed til den du er forelsket i, er optaget? Hvad hvis kærligheden forsvinder? Hvad hvis man aldrig har oplevet kærlighed?
Kærlighed har tusindvis af endeløse spørgsmål.
Kærligheden kan først opstå, når vi giver slip på frygten og sætter os der ud, hvor vi tillader os selv at være sårbare.
Den vokser, når du knytter dig, og hengiver dig til at være der for et andet menneske.
Vi mennesker er afhængige af andre. Vi skal bekræftet og vide at elskes for præcis den vi er.
Det er i princippet måske det kærlighed handler aller mest om? At sætte den anden først?
Sætningen ‘Jeg elsker dig’ er blevet til en sjælden sætning – da den moderne kærlighed har fået selviscenesættelse, usikkerhed og mistillid godt ind under huden. Kærlighed er fantastisk – men vi har i vores nydelseslystne tid helt glemt, at kærlighed samtidig er lidelse og modstand.
Når man på sin smartphone-skærm kigger på dating-apps, frejdigt og i dobbelt forstand gnidningsløst lader sin pegefinder vælge en mulig partner fra eller til, er kærligheden jo risikofri? Er den ikke? For hvad hvis kærlighed blot er en simpel almen følelse, der giver livet intensitet og betydning?
Jeg kan ikke svare på hvad kærlighed er - men i min optik er den i hvertfald fundet.
Hvad mener I? Er i kloge på kærlighed – eller bare høj på følelsen?
Tanker fra den håbløse romantiker