Ting jeg (måske) har en smule for travlt med

Jeg kan jo ikke vælge – så, hvornår er jeg voksen?

Hej bloggen!

Da, da, da, dam – mine dage som 21 årig er talte om præcis 18 dage.
Et ny alder står for døren – man kan jo ikke forhindre at blive ældre.

Jeg er super glad for min alder – men jo ældre jeg bliver, jo mere forpligtende bliver hvad-skal-jeg-egentlig-med-mit-liv situationen.
Det er nu tre år siden, at jeg med hvid kjole, flot hat og et kæmpe smil blev student – og selvom en flok politikere nok mener, at jeg fordriver tiden i stor stil – så synes jeg det kører meget godt.

Jeg har det virkelig godt, jeg har bloggen, jeg har jobs og jeg ligger al min tid i alle mine drømme – så det burde da være fint?
Alligevel kommer alle de dumme spørgsmål dumpende: Hvad hvis det ikke lykkes? Hvad hvis du ikke er god nok? Skal du egentlig ikke også snart finde dig én mand du skal tilbringe resten af dit liv med – for hvad med børn, hus og pension?
Og hvor ser du dig selv om 10 år?

Tilbage sidder jeg med mit lille hovedet i mine hænder – for hvordan i alverden skal jeg komme med et svar på alt dette? Alle har travlt med fremtiden – men ingen forholder sig til det pres vi unge oplever i denne tid.

Det er fantastisk at være ung – men vi får jo slet ikke lov til at nyde det!
Vi skal hele tiden holde trit med at leve op til samfundet tårnhøje forventninger.

Måske burde både forældre og skoler satse på at unge som hele mennesker – i stedet for kun at fokusere på deres udvendige og målbare præstationer.

Vores ungdom har udformet sig til et stort konkurrencefelt.
Jeg havde flere veninder i gymnasiet, som ikke kunne tolerere at få en karakter under 12. Ja, karakterer er super vigtige – men er det virkelig alt vi bliver bedømt på?

Hvad med drømme, ambitioner, viljestyrke, gå-på-mod og hårdt arbejde?
Alt dette bliver overset, hvis karaktererne ikke er i orden.
Kan det virkelig være rigtig at så mange unge piger presser dem selv for at leve op til det færdige produkt samfundet higer så meget efter – kun for at bidrage til samfundets vækst?

Hvis dit gemmensnit er lavt, kan denne sætning nemt forekomme: “Du kan da sagtens blive til noget!” – men blive til hvad?
Vi unge mennesker – jeg tillader mig at sige vi – lever alle i frygt for ikke at blive accepteret.

Vi skal være opdaterede og tjekkede på alle områder, håret skal sidde, karaktererne skal være i orden – for slet ikke at snakke om vores sociale omdømme (dette gælder også vores Linkedin cv, Facebook-profil og antallet af Instagram følgere).

Jeg synes alle snakker om at vi unge har store udfordringer i forhold til stoffer, usikker sex, abort, cigaretter, alkoholmisbrug og kriminalitet – men det er nærmere forventningspresset, der æder os alle op indefra.

Jeg mener ikke, at det er sundt at leve i et samfund hvor alle har næsen så dybt begravet i karrieresporet, og at din næste præstation er det endegyldige.

Det opbygger et skrøbeligt samfund, hvor der er risiko for at vi mister fleksibilitet og spontanitet på grund af forpligtelser og langtidsplaner. Vi er som individer opbygget til at tro på, at der findes en norm og at målet er at leve den.
Det er i det hele taget tanken om at man “skal” leve på den rigtige måde og at der findes et endegyldigt svar.

Jeg mener bare, at vi glemmer, at det ikke altid handler om at komme et bestemt sted hen.
At livet ikke blot handler om at have den højeste score og klare det sidste level.
Du ender jo ikke i game-over bare fordi du ikke læser på uni i 7 år.

Er det netop “rejsen” – cliche som det lyder – der danner os som mennesker og belærer os utrolig mange ting. Måske er det derfor det hedder livet – og ikke målet, for når det handler om livet er meningen jo stadig ikke fundet – det er vores egne valg, der skaber meningen og opbygger det liv vi har kæmpet os til.

Jeg fungerer bedst når jeg har overskud og kan se tingene lidt fra oven.

Hvad synes I?

Dette indlæg kan ikke gøre forskellen og der er  ikke et klokkeklart svar på mit dilemma. Det fylder i min hverdag, da det i sidste ende har kæmpe indvirkning på mit liv og mine valg. Skal jeg vælge skolebænken, og med blod, sved og tåre sikre mig det stabile job og den månedlige indkomst?
Eller skal jeg leve efter det jeg selv tror på, og kæmpe til det sidste – i viden om at jeg måske er anderledes end alle de andre?
Tage chancen om at leve selvstændigt – men med en usikker fremtid?

Min fremtid er usikker – og hvis den er det, er det så ikke okay? Det er jo min!

1 kommentar

  • Jeg forstår dig! Jeg er dog i den modsatte stol – jeg tog på uni direkte efter gymnasiet, og nu, to år efter, har jeg kæmpe krise. Jeg kan slet ikke lide at gå på uni! Jeg aner ikke hvad jeg skal med den uddannelse jeg er ved at tage! Jeg forstår ikke, at jeg ikke bare er vild med at læse psykologi, når det jo lyder spændende, men åbenbart bare ikke er mig. Så imens du sidder med “bør jeg gå i skole?” sidder jeg med “bør jeg droppe ud?” Det er et seriøst pres, som du siger, for det er svært at skulle følge en drøm, der ikke har noget sikkerhedsnet.
    Jeg beundrer dig for at følge dine drømme, og håber at jeg en dag får modet til det samme 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting jeg (måske) har en smule for travlt med