“Amalie – du er jo voksen?”

Hvorfor leve et ansvarligt voksenliv, når man kan opføre sig som en sorgløs teenager?

Okay, når det komme til alder kan ingen – og jeg mener, ingen, rigtigt definere hvornår man er voksen….. det besluttede min bankrådgiver sig dog alligevel for i dag.

Det hele startede med, at jeg modtog et brev fra min bank. Brevet forklarer om ungdomsfordele, budgetkonto, lån, fremtidsmulighed og alt andet der står i et “vi-kan-hjælpe-dig-med-alt-brev”. Jeg fik læst det igennem og ringede op på det viste nummer.

Jeg bliver i telefonen mødt af Oliver, der udover sin top-geniale service virker som en sød, fornuftig og pålidelig fyr – han er jo trods alt bankrådgiver. Vi snakker i et stykke tid, og midt i al min glæde over situationens positivitet kommer spørgsmålene: fast indtægt, fremtidsplaner, uddanelse, “hvad vil du gerne med dit liv” – og denne sætning opstår: “Jeg kan se du stadig har et mastercard, skal jeg ikke sende dig et Dankort – det er supersmart og jeg er sikker på du vil kunne håndtere det.”. Midt i al min frustration om at svare på overhovedet et af spørgsmålene, trykker min finger flygtigt på afbrud knappen.

Jeg tager hænderne til hovedet og fortryder i øjeblikket min handling – jeg har lige smækket min bankrådgiver på – min bankrådgiver – hvis der er et svar til, om jeg agerer særlig voksent, er svaret nej. Jeg tæller til ti, ringer op igen og forklarer at det selvfølgelig var en fejl.

Men helt ærligt, et rigtigt dankort, hvor man kan hæve over? no, no, no way – jeg har det fint med mit debit “børne-hævekort” mastercard. Det er dog ikke helt det, jeg får sagt i telefonen. Jeg prøver på en pæn måde at forklare ham, at det der med et dankort måske ikke er den smarteste idé – svaret lyder: “Men Amalie, du er jo voksen?” – i det moment lyser alle lamper røde og min finger får lyst til at trykke afbrud igen. Voksen, voksen? Jeg er da ikke voksen? Kan han da ikke se på mig, at jeg umuligt kan administrere et voksenhævekort?

For at slå en ting fast, er jeg ikke den skarpeste når det gælder tal og økonomi. Jeg fik med nød og næppe kæmpet mig til et 10 tal på matematik C i gymnasiet – og er først nu blevet mødt med skrækken om at skulle læse lortet op, hvis jeg (som jeg planlægger lige nu) skal søge ind på CBS til sommer. Det er ikke fordi jeg er elendig til det, jeg har bare ikke et særligt godt overblik over min økonomiske situation – og det er jo ikke det smarteste. Jeg svinger kortet, når jeg føler for det – og tænker ikke lige over hvad mine udgifter består af, hvor mange penge jeg bruger på mad – for slet ikke at tale om personlig pleje….. (læs: tøj) – det fik Oliver (bankrådgiveren) dog sort på hvidt vist mig – og jeg skammer mig en smule over mit absurde pengeforbrug der i høj grad skal finjusteres.

Oliver forstod dog slet ikke at man som blogger kunne tjene penge, han var dybt fascineret af hvor meget arbejde der lå i det og kom med sætninger: “Jeg har da valgt en hel forkert branche” Selvom mit humør med ét blev mere positivt, lå sætningen stadig i hovedet: “Men Amalie, du er jo voksen?”

Som barn var jeg en af de der irriterende unger, der altid truede med at “sige det til de voksne.” Ikke en bestemt voksen, bare voksne som sådan en institution, der kunne håndtere alle problemer, og den tankegang har nok aldrig rigtig sluppet mig – lige indtil i dag, hvor jeg selv bliver kaldt voksen. Hvad skete der lige?

På en måde ligger det i baghovedet, at hvis noget skulle gå galt – kan jeg jo bare “sige det til de voksne” – så kommer de nok og gør alting godt igen.

I bund og grund er det tanken om at blive voksen der skræmmer livet ud af mig. Jeg frygter, helt ind i min sjæl, at jeg skal blive et af de mennesker, der skælder ud over prisen på to liter mælk i Netto og at pludselig skulle tjekke sin kalender for at se, om den er travl med praktiske gøremål eller om den der drink med veninden godt lige kan presses ind. Sådan en, der serverer vin til maden og ost til dessert. Den gennemførte type der har styr på det hele – men er fyldt med stress og jag inden i.

Måske skal man bare kaste sig ud i det – leve i nuet og se hvad der sker. For ja, det der med at blive voksen, det er sgu noget svært noget – men vi skal jo alle igennem det, så vi må jo starte et sted.

Jeg beundrer mine forældre i stor stil – og er taknemlig at have dem som sparringspartnere, i en tid hvor jeg er evigt forvirret om tilværelsen og mest af alt, har lyst til at ligge mig til at sove i 5 år og vågne op når alt er fikset.

Jeg er jo lykkelig nok som jeg er lige nu – det er jeg virklig – så hvorfor skal jeg blive voksen? Sådan rigtigt? Jeg har dage, hvor jeg har en vanvittig trang til at flyve mod Ønskeøen med 120 kilometer i timen, for det er sgu hårdt at være “næsten” voksen. Svært at tage konflikterne i stedet for at stikke hovedet i sandet, irriterende at sætte sig ind i uddannelsessystemer og pensionsopsparing – når man, som mig, har svært ved bare at spare en smule op. En af mine bedste venner, som kender mig en smule bedre end mig selv, siger at jeg bare skal tage det hele som det kommer – og at jeg vil dø af kedsomhed på en læsesal. Og ja, jeg er typen der hele tiden jager nye ting og har gang i 788 nye projekter – men som jeg prøvede at fortælle ham, jagter jeg vel håbet om at finde det helt rigtige – og tænk hvis det er en uddannelse? Men som han også siger det: tænk hvis det ikke er?

Lige nu føler jeg, at jeg er i den bedste tilværelse, jeg kan være i lige nu – og heldigvis for det. Men tanken om fremtiden banker mig i baghovedet, og selvom jeg er glad og tilfreds – har jeg alt for travlt med at tænke på hvad der skal ske om 5 år, i stedet for at tænke på hvad der sker i morgen.

Jeg er langt fra i mål – og tanken om at have et helt liv foran sig er både skræmmende, men også pisse hamrende spændende. Om jeg skal være voksen, ansvarlig og pålidelig igennem det hele, er nok så meget sagt – men jeg skal nok nå i mål – ligemeget hvordan det så kommer til at se ud.

Xx pigen der er en smule bange for det der med at blive voksen

4 kommentarer

  • Line Hansen

    Det her har du nok hørt før, men hold nu fast hvor skriver du bare godt, (y) reflekterende, overvejende og får virkelig læseren til at kunne sætte sig i situationen (gælder generelt dine indlæg) 🙂 jeg kan så godt forstå dig og sætte mig i dit sted, har selv lige afsluttet min uddannelse som pædagog og skal pludselig ud på arbejdsmarked, og væk fra de trygge rammer på skolen. 🙂 (og jeg har altså stadig mastercard) 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • CarléCarlé

      Tak for de søde ord Line – det glæder mig du kan lide det! Men ja, det er svært det hele…. dejligt for dig du i det mindste er færdiguddannet 😉 Held og lykke med det hele. Knus A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Ååh hvor er jeg evigt enig med alt hvad du skriver Amalie, jeg er helt sikker på det beskriver en hel del unges tanker. Tror min største frygt er at blive voksen, det er jeg slet ikke finde ud af. Gid man kunne være 19 forevigt..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • CarléCarlé

      Tak Anna – glad for du er enig, godt det rammer – for det er virkelig i mine tanker hele tiden. Vi skal nok finde vores vej. God aften. Xx A

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

CASSIE