Pink, pels og nyt kluns

Om at være linselus og gå lidt for meget i byen

clubber1
Hej bloggen

Okay, lidt for flatterende overskrift – men jeg skulle fange jeres opmærksomhed….

Jeg sad i toget igår – pludselig holder vi stille og over højtaleren lyder: vi kører videre så snart et er et er muligt. Efter et kvarter blev folk godt utålmodige – jeg tog min computer frem og begyndte at lade min tankestrøm flyde til det der skulle ende med dette indlæg.

Da der ingen idé kom på banen loggede jeg flygtigt på facebook – mine tanker skulle væk fra en propfyldt kupé med skrigende unger, stressede mødre og irriterede midt i tyverne karl-smarte “jeg-arbejder-70-timer-om-ugen-men-har-stadigt-lækkert-hår” mænd, der skulle hjem fra arbejde. Togføreren siger, at der kan gå op til en halv time før vi kører videre – jeg himler med øjenene og hører med ét en klikkende lyd i mine høretelefoner. Notifikationen lyder: “Sunday Club har tilføjet et billede af dig” – og her går mine tanker i gang: det er med tiden blevet kotume, at der “mystisk vis” altid tikker et billede ind – fra  (ja, jeg formår ikke at forny mig) – Sunday – weekend efter weekend efter weekend.

Jeg frygter altid de såkaldte billeder en smule. Det forholder sig jo, at man typisk er småsnaldret og klokken måske har passeret 2, når flashen blitzer op og man bliver fanget midt i en samtale, shot – eller andre akavede situationer…. man tænker mascaren hænger ned af begge kinder og håret måske ikke altid lige sidder hvor det skal – men til trods for omstændighederne ender resultatet aldrig helt slemt – måske grundet en hvis fotograf, der heldigvis kan forvandle nattens dunkle timer til at ligne noget, der var virkelig sjovt i det pågældende moment.

Jeg gik igennem mine billeder på facebook – da jeg sad og ventede og ventede – og der er et par (læs. alt for mange) billeder af mig på diverse klubber igennem tiden.

Først hed det Simons – som blev til Molly – og blev det pludselig ikke til Simons igen? Så åbnede Anthons, der fik et konkurreret ved navn Coal – der pludselig hed Lolita og endte med at blive kaldt Sport Club, da Simons var blevet til Sunday og de selvfølgelig også skulle have en torsdagsklub, nu hvor dem der havde Coal & Anthons var gået sammen og åbnet klubben Jupiter, der har torsdagsklub kaldet Klubben – er I med? For slet ikke at snakke om Safari, der blev til Yoku, der pludselig ændrede venue og skulle hedde Chapter – og nu er en fra Chapter så gået sammen med nogle for Jupiter for at åbne noget helt nyt – forvirrende? Det eneste der har bevaret navn er Zen….. hvor vildt er det lige.

Ja, jeg har gået meget i byen – nogle vil mene en tand for meget. Især mine forældre og nok også mine gymnasielærere. Jeg stod som et “spædt barn” i køen til Simons, da jeg var femten somre gammel med min veninde Maja under armen og med alt for lidt tøj…. aldrig bedøm en piges alder udfra påklædning.

Jeg mødte en 15 årig pige, der mindst lignede en pige på min egen alder, på Sunday forleden og fik måske lidt dobbeltmoralsk fremstammet, at hun skulle skynde sig hjem i seng – hvorefter hun himlede med øjnene og vrissede af mig.

Hvorfor pludselige denne moralens vogter? Set i bakspejlet ville jeg lidt ønske, at jeg havde ventet et par år til at ramme det “glamourøse” klubmiljø alle taler om og vil være en del af. For ja – selvom det er pokkers sjovt – og har været rigt på oplevelser og venskaber – har jeg da oplevet et par ting og sager jeg ikke har råbt højt om. Jeg har vidnet til stoffer, utroskab, overdosis, ambulance udrykning og en del mere på menuen igennem tiden – ikke lige en normal lørdag aften for enhver teenagepige – der i virkeligheden bare burde have siddet og skreget med til Justin Bieber hjemme på værelset.

Men hvad er det der fænger ved nattelivet? Jeg kan huske første gang jeg hørte om Simons – hvad var det egentlig for noget? Det er klubben hvor der virkelig skete ting og sager.

Det har på en årrække udviklet sig til Sunday: Københavns it-klub, der for alvor har etableret det internationale koncept ‘pickere’ i hovedstadens natteliv. Den stiloptimerede dørmand, hvis arbejde består i at udvælge de gæster, der passer – og ikke passer – ind i klubbens koncept. Det er der blevet skrevet spalte op og spalte ned om – artikel på artikel der har kritiseret netop dette. Selvfølgelig skal man ikke afvise et par flotte fyre, fordi de har Adidas-sneaks på – men konceptet bliver ikke lavet om af den grund – og selvom jeg til tider kan betvivle om det er fair, har jeg respekt for, at det er sådan de vælger at køre stedet.

Jeg har et utal af gange haft store diskussioner med veninder omkring deres holdning til mit “clubber-liv” værende overfladisk og tomt for indhold. Jeg vil give dem ret i en ting: selvfølgelig kan det være overfladisk – bare se på Sunday’s lokale. Et aflangt rum hvor man hurtigt kan danne sig et overblik over alt hvad der sker (inden de altså malede alt sort) – sofahjørner og vindueskarme, der danner små platforme, hvor folk kan udstille sig selv. Hvis man vil vise, hvad man har, kan man blot kravle op på podiet og er med ét fysisk hævet over andre – og jaja, jeg har da også danset på et bord eller to (for ikke at sige alle sammen) – hvem har ikke det?

Mange vil mene at nattelivet er en form for fødekæde – et hieraki – for ja, der er alt fra promoteren, dj’en, flaskeluderen, klubejeren, pigen med alt for lidt tøj der bliver tilbudt en drink af ægtemanden, der har efterladt sin vielsesring derhjemme – for ikke at tale om fotografen, designeren, musikeren og alle modellerne….

Når alt kommer til alt, må der være en faktor i vores samfund, der gør at mange – og måske særligt unge mennesker – nyder at få den opmærksomhed, der er forbundet med at være accepteret som en af de særlig udvalgte, herunder de særligt smukke, tiltrækkende eller glamourøse mennesker. Det lyder absurd og en smule ulækkert – men hvis du sidder og ryster på hovedet og synes jeg er latterlig, så tænkt dig lige om endnu engang. Københavns natteliv kan sammenlignes med hele Instagram-kulturen. Mit førnævnte argument kan sættet i forlængelse til hele den kendis-kultur, der har spredt sig i vores samfund. Vi vil gerne ses – og være mere farverige end gennemsnittet. Vi vil ses af andre og hæves over normalen – standarden.

I nattelivet kan det nemt se ud som om at hverdagens sociale normer er lagt på hylden. Studerende værtinder får tusindvis af drikkepenge af rigmænd og mænd og kvinder med kærester kysser på personer, de slet ikke burde. Men på trods af løssluppenhed har Sunday – som alle andre klubber et sæt klare sociale spilleregler. Hvis du har danset i flere timer og sætter dig i en sofa – bliver du hurtigt stoppet af de folk, der har betalt sig for retten til at placere deres baller på det sorte kunstlæder. Man kan svedig, glad og forpustet istedet nyde en cigaret på terrassen – der selvfølgelig altid er proppet til randen – er det sjovt? Ja gud helvede er det sjovt – ellers ville jeg jo ikke komme tilbage weekend efter weekend.

Om vi er på Sunday eller i Kødbyen er jo egentlig blot tale om geografi – man kan få en fest ligemeget hvor du er, hvis dit mindset er indstillet på det. Men som man siger; ude godt, men hjemme bedst

Tanker fra pigen hvis weekend-hjem rimer på Sunday

+ en hilsen til Simon & Simon som altid og i hele min ungdom og forsat er garant for en garanteret fest

10 kommentarer

  • Mette

    Kære Du. Så helt igennem ligegyldigt emne! Wauw, altså.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • CarléCarlé

      Kære Mette… hvis du finder mine indlæg ligegyldige, er det din egen sag – men du behøver ikke at fremhæve det. God dag til dig alligevel.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhh Mette, så lad dog vær med at læse hendes indlæg, hvis du synes, at hun berører nogle ligegyldige emner. Det er trods alt hendes blog.

    Jeg synes, at det er overfladisk og kedeligt at gå i byen. Men jeg kan sgu godt følge dig, og jeg synes, at det var sjovt at læse fra en anden vinkel end man plejer 🙂 Godt indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • CarléCarlé

      Tak Freja – betyder en del når det kommer fra dig, du er så sej! God dag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Fedt, at høre andres tanker om kbh’s natteliv! Du gav mig noget at tænke over 🙂 Godt indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura Bach

    Hej Amalie

    Hvor er din fine trøje fra, som er til højre i billede collagen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura Bach

    Hej Amalie 🙂

    Den trøje du har på i billede collagen til højre, hvor er den fra? den er virkelig fin!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hej Amalie! Jeg giver dig helt ret, og synes det er vildt interessant at læse dit indlæg. Hjemmefra er der nok heller ikke den store opbakning til at jeg tager på klubber når jeg skal ud i weekenden – og jeg kan også sagtens forstå det, når mine forældre synes det kan virke som en overfladisk verden. Men da jeg blev 18 sidste år kunne jeg ikke vente med at komme ind på en “rigtig” klub og udforske virkeligheden bag de billeder jeg så på facebook, da det virkede så spændende og nærmest mystisk. Jeg synes du formår at nuancere synet på klubkulturen ret fint, for jeg synes personligt selv, at det kan være sindssygt svært at nuancere det for andre. Dermed ikke sagt at jeg ikke er enig med mine forældre i, at det er absurd, at folk med flere penge end gennemsnittet kan betale sig til, i fysisk forstand, at være hævet over masserne, når de står på sofaerne og kigger efter piger de kan hive med op til deres bord og købe til lidt kort opmærksomhed gennem en drink. Alligevel er det fedt. Og det er svært at indrømme, men det er jo pisse fedt, når man har stået og “svedt” i køen over, om man nu bliver lukket ind. For når man så gør, så giver det et kæmpe selvtillidsboost – og jeg ved godt, at det morgenen efter er helt ligegyldigt om jeg dansede på et bord på Sunday eller på en snusket bar. Men dér i øjeblikket så føles det nu ret fedt at være blandt “de udvalgte”, også selvom jeg overfor mine omgivelser, lader som om jeg ikke kunne være mere ligeglad – de skal jo ikke tro, at jeg tror jeg er noget.

    Det er virkelig et svært emne at nuancere, men jeg synes du formåede at gøre det rigtig fint. Det var nok i virkeligheden der jeg ville hen med min enorm lange kommentar 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pink, pels og nyt kluns